Blog

Journey News: Hvad betyder AI Overview for din SEO?

Hos Google rykker man pt. gevaldigt rundt på møblerne, og et markant sceneskift har nu indfundet sig i SERP’en.

AI-overview er en realitet – men hvad betyder det konkret for dig og dine indekseringer?

Lad os tage den fra toppen – lidt som du plejer på Google 😉

Forestil dig, at du søger på Google. Hidtil har resultatet været en endeløs parade af blå links og metabeskrivelser, hvor du efterfølgende selv skulle finde vej gennem den information, de forskellige kilder præsenterede.

– Enter ChatGPT.

Maskinerne læser nu kilderne for dig – og dét på et splitsekund – og præsenterer dig alene for essensen af den ønskede information. Væk er behovet for klik, og væk er behovet for at konsultere en myriade af mere eller mindre lødige afsendere.

Den udvikling har man naturligvis fulgt nøje hos Google, og af samme årsag har AI-overview nu indfundet sig. Og skulle man være i tvivl, så stopper Google selvsagt ikke her. AI-mode spøger allerede i kulissen og vil, når det først rulles ud, markere et seismisk skift i måden, vi søger på.

Det kommer vi til at tale meget mere om senere på året.

Et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor ruller Google overhovedet features ud, der nedbringer klikrater? Lever Google ikke af klik?

Det korte svar er: brugerne – ingen brugere, ingen klik.

For brugerne er AI-overview nemlig lidt af en drøm. Man får hurtigere de svar, man har brug for, og flowet af information bliver langt mindre broget.

AI OVERVIEWS - Morningscore SEO tool

Hvad med min virksomheds SEO?

For virksomheder repræsenterer AI-overview dog en monumental udfordring.

Lad os tage et kig på netop de udfordringer.

Man behøver ikke at evne de store abstraktioner for at forstå, at AI-overview kommer til at have en negativ effekt på klikrater. Men lad os for god ordens skyld lege med et tænkt eksempel:

En bruger går på Google og søger på “musesmerter”. Google serverer nu en mængde information direkte i SERP’en (søgeresultatet), indhentet fra troværdige kilder, om netop det emne. Som konsekvens heraf behøver brugeren ikke længere slås med kommercielle aktører, á la Computerworld.dk, for at få svaret.

Næppe en ønskværdig udvikling, hvis man er Computerworld.dk, som hidtil har serveret indhold om emnet og utvivlsomt benyttet lejligheden til at pitche produkter, der kan afhjælpe problemer med musesmerter.

Men alt er ikke tabt – langtfra!

Har man studeret AI-overview, vil man have bemærket, at der – bogstaveligt talt – gemmer sig yderst positive takter i måden, Google præsenterer svarene på.

Helt konkret skal man bemærke, at Google har valgt at være exceptionelt rundhåndet med kildehenvisninger – links – i både tekst og menu. Det er ikke tilfældigt.

Google har ingen egeninteresse i markant nedbragte klikrater, da en mulig konsekvens vil være et ophør med produktion af værdiskabende indhold. Og AI er, om noget, dybt afhængig af netop indhold. Dine og Googles interesser overlapper fortsat.

Tillige bør man være opmærksom på, at de faldende klikrater næppe vil påvirke alle brancher i samme grad. Søger du efter kritisk information om alt, hvad der omhandler helbred, penge og indkøb af komplekse produkter, vil majoriteten af brugerne fortsat foretrække at tale med fagmænd med reel opsparet ekspertise frem for generisk indhold frembragt af maskiner.

Den foreløbige konklusion bliver således:

A: Ja, klikrater kan falde.
B: Ikke alle industrier vil se markante fald.
C: Google giver dig massiv eksponering, hvis du nævnes i AI-overview!
D: Informationssøgninger vil blive ramt i langt hårdere grad end transaktionelle søgninger.

Hvordan kan din virksomhed få eksponering i AI-overview?

Her er tre ting, der kan hjælpe dig med at tackle udviklingen – alle vil blive adresseret på vores SEO Akademier.

  1. Fokusér på kvalitet og troværdighed.
    EEAT har aldrig været vigtigere!

    AI søger efter de bedste og mest troværdige kilder. Sørg for, at din hjemmeside er fyldt med værdifuldt indhold, som besvarer kundernes spørgsmål grundigt, men præcist.

  2. Svar på spørgsmål direkte i dit indhold.
    Brug eksempelvis spørgsmål i overskrifter.

    Formuler dit indhold, så det matcher, hvordan folk søger. Brug ofte stillede spørgsmål (FAQs), og lav tekster, der adresserer specifikke behov.

  3. Optimer til featured snippets.
    Google viser allerede korte uddrag fra sider – det, der kaldes featured snippets. Disse uddrag kan være vejen til at blive en del af AI-overviews. Strukturer dit indhold klart, og brug overskrifter, punktopstillinger og præcise svar.

Der er stadig håb!

Selvom AI-overviews ændrer spillereglerne, er der stadig masser af muligheder for at skabe synlighed og for at være til stede i dine kunders købsrejse.

Det handler om at forstå brugernes behov og tilpasse din strategi.

Så i stedet for at frygte AI, kan du tænke på det som en mulighed for at skille dig ud og gøre dit indhold endnu mere relevant. SEO er stadig en investering i din virksomheds synlighed – spillereglerne, i forhold til informationsbaserede søgninger, er blot blevet opdateret.

Hos Morningscore har oplevelsen pt. været, at vi har set faldende klikrater på visse informationsbaserede søgninger. Til gengæld ser vi langt bedre brugersignaler fra de brugere, der rent faktisk klikker videre, når Google anvender os som kilde i netop AI-overviews.

Så fat mod og glæd dig til at lære mere om dette emne gennem dit Journey forløb!

Husk at du som Journey “rejsende” altid kan række ud til os på [email protected] eller i chatten her på siden, hvis du har brug for sparring.