Hvad er en metabeskrivelse?
Vi ved alle hvor afgørende det er, at brugerne klikker på netop vores søgeresultat, når de søger efter vores service eller produkt. Konkurrencen om at få brugerne til at klikke er hård, fordi alle forsøger at gøre deres resultat så relevant og blikfængende som muligt.
Du har måske set ordet “metabeskrivelse” i dit CMS eller via et plugin – men hvad er en metabeskrivelse, og hvorfor skal du bruge tid på at lave sådan en? Det får du svar på her.
En metabeskrivelse er et HTML-element – dvs. et lille stykke kode – på op til 160 tegn, som beskriver indholdet på en landingsside til fordel for søgemaskinerne og brugerne. En metabeskrivelse har ingen direkte indvirkning på din SEO, men den er en vigtig faktor, fordi den medvirker til at øge klikraten.
Metabeskrivelsen er et af de metatags, som du kan lave for at hjælpe brugere såvel som søgemaskiner til at forstå, hvad der er på din side. Metabeskrivelsen vises i søgeresultaterne under din SEO sidetitel. I nogle tilfælde udvælger søgemaskinen dog en “snippet” fra din SEO tekst – dvs. et lille uddrag – og bruger i stedet for din egen beskrivelse.
I denne video giver Christian dig gode råd til, hvordan du arbejder med metabeskrivelser på din hjemmeside:
Er du ikke helt tryg ved at arbejde direkte i koden på din hjemmeside, kan du i de mest gængse CMS-systemer bruge et plugin, når du skal lave metabeskrivelser. Bruger du WordPress, kan Yoast SEO gøre det nemt at arbejde med metabeskrivelser på dine landingssider.
Eksempler på metabeskrivelser
Metabeskrivelsens formål er simpelt: Den skal tiltrække brugerens opmærksomhed og få vedkommende til at klikke på dit søgeresultat. Metabeskrivelsen er der altså primært for at generere klik og øge klikraten på søgninger.
Her får du et par eksempler på gode metabeskrivelser:
Det er vigtigt, at din metabeskrivelse indeholder dit vigtigste søgeord. Når brugeren søger på “alarm uden abonnement” som i eksemplet ovenfor, bliver søgningen nemlig fremhævet med fed skrift.
Det er også en god idé at bruge tal, når man skriver metabeskrivelser. Tal fanger brugerens opmærksomhed og fortæller på en meget konkret måde, hvad brugeren kan forvente på din side.
Ligesom i det første eksempel er det primære søgeord brugt flittigt i metabeskrivelsen herover. Indledningen er skarpt formuleret og stiller brugeren et direkte spørgsmål: “Leder du efter erhvervslejemål?” “Ja, det gør jeg,” tænker brugeren – og klikker så med stor sandsynlighed på søgeresultatet.
Hvor lange skal metabeskrivelser være?
Længden på din metabeskrivelse er vigtig. Hvis du skriver en metabeskrivelse, der er for lang, vil Google afkorte den og erstatte noget af teksten med punktummer. Det kan betyde, at vigtige dele af din salgstekst forsvinder – og at budskabet går tabt.
Google beskærer lange metabeskrivelser, så hold metabeskrivelsen under 160 tegn på desktop og 120 tegn på mobil – men sørg for, at den er lang nok til at indfange budskabet. Google tester ofte kortere metabeskrivelser, så sørg for at prioritere den vigtigste information frem for detaljerne.
Bemærk, at der ikke er en specifik grænse for antallet af karakterer i en metabeskrivelse. Eftersom forskellige bogstaver og tegn har forskellig bredde, går grænsen helt præcist ved 920 pixels, før Google begynder at afkorte teksten.
Den rette længde er ofte afgørende for, om brugerne ender med at klikke på dit resultat. Du kan med fordel gøre brug af en online ordtæller eller lave en ordoptælling i Word eller lignende. Du kan også bruge et CMS-plugin som f.eks. Yoast, der gør hele processen med at lave metabeskrivelser meget enklere.
Hvis du vil kende længden af dine metabeskrivelser og vide hvilke metabeskrivelser, du bør optimere, kan du tjekke det med et SEO-værktøj. Her hos Morningscore benytter vi naturligvis vores eget værktøj til at teste vores hjemmesides SEO, men der er mange andre gode alternativer derude.
Hvorfor skal du bruge metabeskrivelser på dine sider?
Som vi tidligere har været inde på, har metabeskrivelser ikke direkte indvirkning på dine placeringer. Det kan få nogle til at tro, at det dermed ikke er værd at bruge tid på at lave metabeskrivelser – men det er fejl, som kan koste penge på bundlinjen.
Metabeskrivelsen fungerer som din reklametekst i Google og har til formål at trække brugere ind på dit website frem for dine konkurrenters søgeresultater. Du bør skrive metabeskrivelser til alle dine vigtige sider, fordi de tillader dig at fremhæve de bedste egenskaber ved dine services og produkter.
Kort sagt er metabeskrivelser en vigtig del af din SEO-indsats, fordi alt dit gode SEO-arbejde kun er noget værd, hvis brugerne klikker sig ind på dit website. Og det gør de kun, hvis du fremstår mere attraktiv i søgeresultaterne med en metabeskrivelse, der er mere fængende og interessant end andre.
Skal du altid bruge en metabeskrivelse?
Jo større en hjemmeside du har, jo større et arbejde er det at lave unikke og spændende metabeskrivelser. Når det ikke har en direkte indvirkning på dine placeringer, er det naturligt at overveje, hvorvidt det er arbejdet værd at skrive metabeskrivelser på alle dine sider.
Som udgangspunkt er det en god idé at have metabeskrivelser på alle dine vigtige undersider. Skriver du ikke en metabeskrivelse, vil Google tage et tilfældigt udsnit fra din side og bruge – og det ser sjældent indbydende ud og vil næppe få brugerne til at klikke ind på din side.
Hvis du er usikker på om du har metabeskrivelser på alle dine sider, kan du automatisk scanne alle dine sider med Morningscores metabeskrivelse tjekker. Her kan du se en liste over dine sider, som ikke allerede har metabeskrivelser.
Selvom det kan være en lang og krævende opgave at skrive metabeskrivelser til alle dine landingssider, bør du få det gjort. Hvis du vil vide mere om hvordan man skriver metabeskrivelser, kan du læse vores 9 gode tips og tricks til at skrive gode metabeskrivelser.
Hvorfor viser Google ikke min metabeskrivelse?
Det kan godt ske, at din metabeskrivelse ikke bliver vist i Google, selvom du har lavet en rigtig god metabeskrivelse. Det kan dog ske på et par forskellige måder.
Den første måde, som du nok selv også har set selv, er hvis din side rangerer for et søgeord, som ikke indgår i metabeskrivelsen. Hvis der bliver søgt på det søgeord vil Google skifte din metabeskrivelse ud med at tekststykke fra din side, som indeholder søgeord, som du kan se i eksemplet nedenfor:
Her kan du se et søgeresultat fra en af vores engelske blogposts. Her er den kommet frem ved at søgning på “Manual Actions”. Det er dog ikke et søgeord der indgår i den originale metabeskrivelse, hvilket betyder at Google har udskiftet metabeskrivelsen og highlightet det relevante søgeord, så søgeresultatet virker mere relevant.
Google kan dog også nogle gange finde på at udskifte din metabeskrivelse, rent tilfældigt hvis den syntes at din metabeskrivelse ikke passer ordentligt til din side. Lad os se på, hvorfor det sker.
Metabeskrivelser er signaler, som Google kan vælge at ignorere. Hvis Google mener, at din metabeskrivelse ikke er så god som din sides indhold, er algoritmen indrettet til at indsætte et udsnit fra din side i stedet – en såkaldt “snippet”. For at få dine metabeskrivelser vist på Google, skal du omskrive dem til en bedre beskrivelse.
Med andre ord er det suverænt Google der bestemmer, hvad der vises i din metabeskrivelse. Din egen tekst er blot et forslag, som Google kun tager til sig, hvis det er godt.
Ifølge denne undersøgelse, skjuler eller omskriver Google metabeskrivelserne i over 70% af tilfældene.
Optimér dine metabeskrivelser
Jeg vil overlade resten til dig med al den information, som du har fået i løbet af indlægget omkring optimering af dine metabeskrivelser. Du er, efter at have læst hele indlægget, et skridt tættere på at have et website med veloptimerede metabeskrivelser. Uanset om det er til blogindlæg, kategorisider eller produkter, vil gode metabeskrivelser øge dine muligheder for at få potentielle kunder til at klikke ind på dit website – og i sidste ende er det dét, der giver dig endnu bedre Google-placeringer, hæver din konverteringsrate og øger dit salg.
Test din hjemmesides SEO og se, hvor godt dine metabeskrivelser er optimeret.
Hvis du har flere spørgsmål om metabeskrivelser har vi besvaret nogle af de mest spurgte her:
Hvordan analyserer man effektivt effekten af en metabeskrivelse på klikraten?
For at analysere effekten af en metabeskrivelse på klikraten kan man bruge Google Search Console. Dette værktøj tillader webstedsejere at se, hvordan deres sider præsterer i Google-søgninger, inklusiv visninger, klik og klikrate (CTR). Ved at sammenligne disse data før og efter ændringer i metabeskrivelser, kan man få indblik i, hvordan ændringerne påvirker trafikken.
Hvad gør man, hvis Google ikke viser den valgte metabeskrivelse?
Hvis Google vælger et andet snippet end den angivne metabeskrivelse, er det vigtigt at sikre, at indholdet på siden er klart struktureret og relevant for de emner eller søgeord, man ønsker at rangere for. At bruge afsnitsoverskrifter (H-tags) til at fremhæve vigtige dele af indholdet kan også hjælpe Google med at identificere relevante dele af din side til at vise som snippet.
Er der forskelle i, hvordan søgemaskiner håndterer metabeskrivelser?
Ja, forskellige søgemaskiner kan håndtere og prioritere metabeskrivelser forskelligt. Mens Google ofte bruger metabeskrivelser til at forstå og vise et resumé af en sides indhold, kan andre søgemaskiner lægge forskellig vægt på disse beskrivelser. Det er bedst at optimere metabeskrivelser med fokus på klarhed og relevans, hvilket generelt vil gavne synligheden på tværs af forskellige søgemaskiner.